Skulpturerne taler

Skulpturvandring

Torsdag den 30. august kl. 17
Sophienholms park
Billetter a 20 kr. kan købes på sophienholm.dk

 Sophienholms park er fyldt med skulpturperler, der til dagligt lever et lidt overset liv mellem træer og buske. Nu lader vi dem komme frem i lyset og få liv. Enhver skulptur udgør en lille fortælling om form, materiale og følelse, og jo mere man kender til fortællingen, jo mere levende bliver skulpturen. Kunstformidler Dina Rawat guider os rundt blandt parkens skulpturer og skuespiller Sofie Alhøj lægger stemme til dem, når hun læser et stykke litteratur op, der udtrykker skulpturens væsen.

Da B-kunst var A – og A var B

Foredrag og samtale

Onsdag den 12. september kl. 19.30
Sophienholm
Billetter a 20 kr. kan købes på lyngbybib.dk

Engang hang der et billede af en hjort i en skovlysning eller en ko på bondens mark i ethvert borgerligt hjem med respekt for sig selv. Kunstnerne var velsete, og det regnedes for god smag. I dag bliver billederne anset for sentimentale og dårlig smag. Derimod er nogle af de kunstnere, som i deres samtid blev udelukket fra parnasset, nu respekterede og genstand for beundring. Hvad skyldes det, og er god og dårlig smag eviggyldige værdier eller afhængige af tidsånden? Mød kunsthistorikerne Dina Rawat og Nette Børkdal i en samtale om A- og B-kunst.